Børn på  børnehjemmene

Siden børnehjemmene i Burkina Fasos hovedstad blev etableret i 1996 og 1999, har hundredevis af gadebørn og andre børn, som bare blev til overs, fået et trygt hjem og en håndsrækning videre. I dag har mange af de tidligere børnehjemsbørn også fået en uddannelse og hjælper andre børn og unge på vej.

Dianda Asseta var 16 år, da hun gjorde oprør mod familien. Hun skulle giftes med en 72-årig mand, der var ven af hendes far. Kort inden hendes far døde, havde han lovet, at vennen skulle ægte datteren. Efter bisættelsen krævede vennen løftet opfyldt. Faderen var væk, og løftet var derfor ikke til forhandling.

Dianda nægtede, og familien truede med at slå hende ihjel, hvis hun ikke ville opfylde sin afdøde fars løfte. Da presset blev for stort, flygtede hun og fik ophold hos AMPO. Hun boede på børnehjemmet i tre år, og derfra blev hun hjulpet videre med en uddannelse som syerske.

I dag er Dianda 31 år, og hun har i 7 år arbejdet for AMPO med at uddanne andre piger til syersker. Hun er nu gift med en jævnaldrende mand, som hun elsker. Og hun har igen - efter mange år - fået kontakt med familien.

Også Rosalina, der hjælper fattige kvinder med mikrokreditter, har trådt sine barnesko i børnehjemmet. Hun var kun 9 år, da hendes onkel afleverede hende. Rosalinas far døde allerede, da hun var en måned, og moren da hun var 5 år. Tilbage blev Rosalina og hendes fire søskende en for stor mundfuld for bedstemoren, og Rosalina måtte af sted.

 Syv år blev det til i børnehjemmet, inden Rosalina kunne hjælpes videre til en universitetsuddannelse i økonomi.

Nu har Rosalina arbejdet i AMPO i 7 år og er ansvarlig for programmet med mikrokreditter. Hun beretter om de 220 kvinder, som hver har lånt 250 kr. til at etablere en lille kyllingeproduktion, en systue eller andet, som kan give lidt indtægt. Med et stort smil fortæller hun, at de opfordrer kvinderne til at holde det hemmeligt for mændene. Mænd vil bestemme over kvinderne og pengene - og slår ofte, hvis pengene ikke udleveres. Risikoen, for at pengene derefter går til alkohol, er overhængende.

Efter en vanskelig start er både Dianda og Rosalina kommet godt videre, hvor de med en vigtig ballast kan hjælpe andre på vej.

De usynlig børn
Mange af Burkina Fasos handicappede børn er usynlige. Sjældent ser man et barn i en kørestol eller med et andet handicap. Fødes et barn med handicap, betragter mange det som Guds straf. Forældrene er skamfulde over at have handlet forkert og gemmer barnet i hytten. Det resulterer i, at det handicappede barn bliver afskåret fra resten af samfundet. Skolegang er også udelukket.

Det er som at give liv til et barn - næsten som om barnet fødes på ny, fortæller Eduard Ouedraogo, da jeg spørger ham, hvordan det føles at give et handicappet barn en kørestol. Barnet kommer ud i solen, får legekammerater og kommer i skole, fortsætter han.

Eduard ved, hvad han taler om. Han er leder af kørestolværkstedet og har overdraget hundredevis af kørestole til børn og unge. Som 4-årig blev han selv ramt af polio og mistede førligheden. Først som 16-årig fik han en kørestol. I de mellemliggende 12 år blev han båret rundt af sine forældre, venner og fætter. Han husker, hvordan han blev placeret bag på fætterens cykel. Til forskel fra mange andre insisterede hans forældre på, at han skulle ud, og at han skulle i skole.

Eduard fortæller om de mange handicappede børn, hvis tilværelse er totalt forandret efter de er blevet mobile. En ung mand, som også er døv, havde i mange år klaret sig ved at skubbe og kravle sig frem, når han skulle samle brænde. Brændet skubbede han foran sig. Han har nu en kørestol og har været i stand til at etablere sig ved at snedkerere almindelige stole og holde høns.

I dag overdrages kørestole til to handicappede piger. Kabore Lydie på 10 år er en lang multihandicappet pige, men alligevel er hun bundet op på sin mors ryg med de ubrugelige ben stikkende ud til siden - næsten som at se en lang teenager ride på en alt for lille pony. Den anden pige, Sawadogo Sofie, på 6 år sidder stille med de alt for tynde ben på gulvet, hvor hendes storebror har placeret hende.

De får overdraget kørestolene sammen med en lille tale om, at de skal passe godt på dem. Eduard viser dem den lille strikkede klud fra AMPO’s strikkepiger i Danmark. Han fortæller, hvordan kvinderne har brugt timer på at strikke og sælge, sådan at pigerne kan blive hjulpet. Den multihandicappedes forældre nikker taknemmeligt og tænker sikkert på, at de nu bliver befriet fra den stadig tungere byrde med at bære datteren rundt. Pigen er glad og klapper, da hun bliver sat i stolen. Jeg er i tvivl om, hvor meget hun forstår, men glæden er ikke til at tage fejl af.

Den 6-årige er betuttet over virakken, men hun bliver glad, da en af de ansatte fra sin kørestol hjælper hende med at køre de første meter.

Jeg forsøger flere gange at optage det bevægende sceneri på video, men min stemme knækker over, når jeg forsøger at speake. Det bliver for meget, og jeg giver op og nøjes med stillbilleder. Min efterfølgende samtale med de øvrige bliver også vanskelig. Det er svært at styre stemmen. Bevidstheden, om at de handicappede børns liv kan forbedres dramatisk for et par tusinde kroner, er overvældende.

En værdig tilværelse på trods
AMPO’s hjem for særligt udsatte samler op og giver omsorg til unge kvinder.

“Vi er dem, de andre ikke må lege med. Vi er det dårlige selskab”

Stroferne fra Kim Larsens sang kører i baghovedet, når jeg går rundt i hjemmet for unge kvinder, som er udstødte, uønskede eller bare til overs. Kim Larsen kunne sikkert inspirere til et par linjer i en lokal sang i den burkinske institution.

Sore blev gravid som 16-årig. Faren til barnet var over alle bjerge, og familien ville ikke acceptere, at hun skulle have barn uden at være gift. Hun blev smidt ud og søgte til AMPO, hvor hun fødte sin søn, Abdul, som nu er 1 år og 5 måneder. Han bliver passet, mens Sore får undervisning. Han sidder usikkert, men tilfreds og forsøger at balancere på gyngen.

Sore har - som en del af de andre unge kvinder - aldrig tidligere gået i skole, og undervisningen bliver derfor gennemført på hjemmet. Som forstanderen tørt konstaterer - de voksne piger vil passe dårligt ind i en 1. klasse.

Sore siger smilende, at hun gerne vil uddannes som syerske, og hun håber, at hun igen kan vende tilbage til sin familie hjemme i landsbyen. Forstanderen fortæller bekymret, at det sidste bliver svært, for familien vil ikke genoptage kontakten.

Et stykke fra Sore sidder Tendanou og gemmer sig. Selv om kasketten er trukket godt ned, er det tydeligt, at hendes ansigt er vansiret. Næsen mangler, munden står åben - læberne er væk, og øjnene hænger. Som 7-årig faldt hun ind i bålet og blev slemt forbrændt - også de fleste af fingrene på højre hånd er væk.

Kort efter ulykken for tolv år siden blev Tendanou efterladt på hospitalet. Stifteren af AMPO, Katrin Rohde, tog Tendanou med hjem, og siden har Tendanou  boet her og fundet sig til rette med de andre unge kvinder.

Tendanou går i gymnasiet og viser stolt sin historieopgave frem. Opgaven er skrevet med sirlig skrift, hvor der er tydeligt, at hun har gjort sig umage med hvert eneste bogstav. Da jeg vil tage et billede af hæftet med opgaven, sørger Tendanou for at gemme hovedet og den skadede arm væk, så det ikke kommer med på billedet.

Tendanou fortæller, at hun gennem mange år fik et årligt besøg af sin far, men for to år siden holdt det op. Fundamentalister ødelagde den landsby, som hun kommer fra, og slog mange ihjel. Hun ved stadig ikke, hvad der er sket med faren.

Alle, der bor på hjemmet for unge kvinder, har en tung bagage med i livets rygsæk. Enkelte er så skadede eller påvirkede, at de ikke kan affinde sig med hjemmets faste rammer.

En enkelt gravid ung kvinde klarede det ikke. Hun boede på hjemmet i den periode, hvor hun fødte sit barn. Hun fortalte, at faren til barnet enten var hendes egen far eller hendes bror. Hun kunne ikke finde ro og sneg sig ud om natten og tjente penge som prostitueret. Hun gav barnet et bedøvende middel, for at det kunne være roligt og sove, mens hun var væk. Ved et uheld kom hun til at give en overdosis med den følge, at barnet døde. Hun blev tilbudt hjælp, men endte med at vælge et andet liv og lever i dag en kummerlig tilværelse som prostitueret.

På trods af fortiden klarer langt de fleste sig. De samles op og får en plads - uanset historie og baggrund. Med respekt, omsorg og kærlighed opbygges langsomt en værdig tilværelse.

Et smil og en tro på fremtiden

Sådan har Sowadogo Jeanne på 24 år det heldigvis, da jeg spørger ind til Burkina Fasos mange udfordringer.

Der er ellers nok at bekymre sig over. Hun bor i et af verdens fattigste lande, hvor langt størstedelen af alle voksne er analfabeter. Hertil kommer, at Burkina Faso er ramt af en voldsom konflikt. Fundamentalister har tvunget 1,7 mio. mennesker på flugt, lukket 2.500 skoler og drevet hundredtusinder fattige ud i en overlevelseskamp.

Jeanne og familien blev selv fordrevet fra deres landsby, da fundamentalisterne dræbte og hærgede. De flygtede til byen Kaya, som ligger halvanden times kørsel derfra. Jeanne ryster på hovedet og kigger ned, da jeg spørger, om det igen bliver muligt at komme tilbage.

Hun er glad for, at hun nu er en af de 61 elever, som har fået plads på landbrugsskoleen. I to år skal hun lære om økologiske dyrkningsmetoder og husdyrhold. Dernæst får hun tildelt et lille stykke jord, som skal dyrkes. I det følgende år er der en tæt opfølgning, hvor læreren besøger og vejleder de tidligere elever.

Jeg udfordrer Jeanne og spørger, hvorfor kvinder skal uddannes i landbruget. Hun svarer prompte, at kvinder også har ret til at få viden. I landsbyen blev mange af pigerne holdt hjemme for at udføre huslige pligter. Skolegang var ikke nødvendigt, blev der sagt. Sådan skal det ikke være, hvis hun en gang får døtre, forsikrer Jeanne.

Jeanne er taknemmelig over, at hun får muligheden og bliver hjulpet på vej. Hun fortæller stolt, at hun - når uddannelsen er afsluttet - får et startsæt bestående af trillebøre, hakker, macheter og andre nødvendige redskaber og såsæd.

Startsættene doneres af Fonden Det Nytter og koster 1.800 kr. pr. elev.